Portræt- og landskabsserien (udsendt 1952-64):

Ombytningssedlerne fik ikke nogen lang levetid. Fremstillede som de var under vanskelige forhold, fandt man dem ikke tilfredsstillende under de mere rolige forhold efter krigen, og Danmarks Nationalbank udskrev derfor i juli 1947 en offentlig konkurrence om forslag til nye pengesedler. Forslagene skulle indsendes til banken senest 2. januar 1948 der indkom op mod 100 forskellige forslag.

Bedømmelsesudvalget, der bestod af direktør Bramsnæs og to civilingeniører fra Nationalbanken, maleren Axel Jørgensen, arkitekten Gunnar Biilman Petersen og billedhuggeren Utzon-Frank, nåede efter et par måneders diskussion frem til følgende betænkning: "Bedømmelsesudvalget for den offentlige skitsekonkurrence om nye pengesedler er enedes om at præmiere 6 af de indkomne forslag, idet man dog skal udtale, at intet af forslagene direkte kan danne grundlaget for fremstillingen af de nye pengesedler." Førstepræmien på 5000 kr tilkendtes tegneren Ib Andersen, hvis forslag kom nærmest til de stillede kunstneriske og sikkerhedsmæssige krav. Det fortælles, at Ib Andersen, der først i sidste øjeblik kom med i konkurrencen, nåede frem i en taxa med sit forslag få sekunder før fristens udløb, og præmien blev derfor karakteriseret som den hidtil højeste timebetaling for kunstnerisk arbejde her i landet. Andre kritiserede, at Ib Andersens forslag ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at det drejede sig om pengesedler; forslagene ville være de nydeligste julekort, hvis der havde stået Glædelig Jul i stedet for 100-Danmark-Kroner.

Efter afslutningen af idekonkurrencen blev der etableret et samarbejde mellem Ib Andersen og Nationalbankens kunstneriske medarbejder, Gunnar Andersen, samt professor Gunnar Biilman Petersen i hans egenskab af skriftekspert. Resultatet af dette samarbejde blev en af de smukkeste serier i dansk pengeseddelhistorie.

Med 1952-serien, DOP 137-147, indledtes et samarbejde mellem Danmarks Nationalbank, Akademiet for de skønne Kunster (Kunstakademiet) og den eksterne kunstner, som fik ansvaret for seddelseriens design. Samarbejdet har vist sig meget frugtbart for såvel denne serie som for 1972-serien, DOP 148-153.

Til gengæld kan man ikke længere - som tidligere - tale om, at en enkelt eller to har tegnet sedlerne. De bliver nu til i et fællesskab. Dog vil man stadig kunne udpege motiver og enkeltheder, der er frembragt af én af de samarbejdende parter. Disse detaljer anføres under beskrivelsen af de enkelte sedlers for- og bagsider.

Sedlerne blev trykt på nye presser i Nationalbankens seddeltrykkeri. De første sedler i serien kom i 1952, den sidste i 1964. 50, 100 og 500 kr. sedlerne bar årstal, derimod ikke 5 og 10 kr. sedlerne, selv om årstallet her indirekte fremgik af serienummeret, hvis to midterste cifre svarede til slutcifrene i årstallet. Dette i forbindelse med, at der på alle sedlerne stod "Udstedt i henhold til lov af 7. april 1936" gjorde, at der undertiden opstod vanskeligheder, når 5- og 10-krone sedlerne skulle veksles i udlandet, hvor man frygtede, at der var tale om gamle udgåede sedler fra mellemkrigsårene.

Et specielt problem i forbindelse med 1952-serien skal kort omtales:

J- og K-sedler:

I oktober 1970 startede redaktør Børge Rønne i sit blad "Møntsamlernyt" en diskussion om, hvorfor 10 kr. sedler med bogstavet K som afslutning på nummeret øverst i sedlens venstre side var så sjældne. I bladets oktoberhæfte næste år havde Jens Buus, Virum, fundet frem til en forklaring, som senere blev bekræftet og uddybet af Nationalbanken (Møntsamlernyt 1972, side 178):

I det røde nummer foroven til venstre på sedlen, f.eks. H2632E, er det første bogstav sammen med det første ciffer sedlens serienummer (H2) og de to næste tal (63) er slutcifrene i det årstal (1963), hvor sedlen er trykt. Det sidste tal med efterfølgende bogstav (2E) angiver sedlens placering på arket, idet sedlerne tryktes i ark med 42 sedler på hvert; til placeringsangivelserne benyttedes syv tal (1-7) og seks bogstaver (A-F). Som kontrol blev placeringsbetegnelsen (i eksemplet 2E) gentaget med ganske små typer forneden til højre på sedlen. Men i de tilfælde, hvor et vist antal sedler måtte sorteres fra som fejltrykt makulatur, blev erstatningssedlerne taget fra en speciel seddelbunke, hvor tallet 0 og bogstavet J trådte i stedet for placeringsangivelsen i det røde serienummer. Drejede det sig kun om en enkelt seddel, der måtte sorteres fra, tog man erstatningssedlen fra en anden bunke med tallet 0 og bogstavet K (f.eks. B7710K). Både ved J- og ved K-sedlerne angiver de små tal og bogstaver forneden til højre stadig placeringen på arket (her erstatningsarket).

Da det var meget sjældent, at en enkelt seddel måtte sorteres fra, har man her forklaringen på, at erstatningssedler med K ikke forekommer så hyppigt. I de to år jagten på K-sedlerne stod på, fandt Møntsamlernyts læsere kun i alt 32 sådanne sedler.

 

Fig. 52. Nummeratør anvendt til 1952-seriens Serie-numre

Tilsvarende forhold gjorde sig gældende på seriens øvrige nominaler (fig. 52). 1952-serien er den eneste danske serie, hvor erstatningssedler forekommer. Fænomenet synes i øvrigt - bortset fra omtalen i Møntsamlernyt - ikke at have haft særlig interesse for danske samlere i modsætning til udlandet, hvor erstatningssedler er mere efterspurgte, som f.eks. de svenske stjernesedler mellem 1956 og 1963 eller den tyske 5 DM fra Bank Deutscher Länder 1948 med kors eller USA-noter med stjerne.