Struers historie.
Man har sammenlignet Struers tilblivelse med Esbjergs, og det er ikke noget dårlig sammenligning; de opstod begge to af næsten ingenting, takket være først en havn og dernæst en jernbane, og voksede begge "med amerikansk fart" - som man dengang yndede at udtrykke det.
Men det var Struer, der kom først. Da Havneanlægget påbegyndtes ved Hjerting i 1868, levede der på denne bare og sandede plet i alt kun 13 mennesker, og først i 1875 nåede jernbanen frem til den ny-anlagte by. Struer derimod var allerede længe før havnens anlæg i 1855 en ikke ubetydelig handelsplads med driftige storkøbmænd, der udnyttede de muligheder for handel på Hamburg, England og Norge, der var skabt ved Aggertangens gennembrud under stormfloderne i 1825 og 1839. Den havde desuden et særdeles frugtbart og frodigt opland - ikke bart og sandet, som mange geologisk vankundige øboer og østjyder den dag i dag går rundt og tror. Og da baneanlægget fra Langå over Viborg og Skive i 1865 var ført frem til den lille handelsplads, havde allerede 165 mennesker fundet deres livsophold her.
Næppe ret mange gør sig vist helt klart, at jernbanestrækningen Langå-Struer er en af de ældste i Danmark, og at Struer som jernbaneby betragtet er jævnaldrende med Odense og ældre end alle de østjyske byer, med undtagelse af Århus og Randers, der fik jernbane i 1862. Jernbaneforbindelsen med Århus satte mægtigt skub i udviklingen af byens erhvervsmuligheder, og disse øgedes yderligere i rask tempo ved virkningerne af Thyborøntangens gennembrud 1867, åbningen af vest-banen over Esbjerg til Fredericia 1875 og - ikke mindst - Thybanen over Oddesund til Thisted 1882. Struer havde da allerede over 2000 indbyggere og var begyndt at vække en vis opmærksomhed. Hør her, hvad en fremmed, oven i købet en københavner, den fiskerikyndige adjunkt Feddersen kunne fortælle det københavnske "Morgenbladet" i november 1883 :
"Idet man forlader jernbanevognen og træder ud på stationen i Struer med dens talrige spor og alt det materiel, som ethvert knudepunkt på en jernbanelinje kræver, studser man. Der er ligesom noget udansk udbredt over det hele, og skal jeg betegne nærmere det indtryk, som Struer gør på en fremmed, er det dette præg af nybyggeri, der strømmer ham i møde. Der er travlhed og røre, og folk har alle meget at gøre. Det er ikke som på mangen anden station i provinsen, hvor det meste publikum indskrænker sig til et par mere eller mindre søvnige hotelkarle og en enkelt rejsende . I Struer ser det anderledes ud: man træffer forretningsfolk allevegne fra i fuld virksomhed, rejsende fra alle egne, alt slags gods slæbes frem og tilbage, restaurationen er fyldt med folk, perronen er oversået med stabler af frugt- og fiskekurve, og som baggrund for det hele brogede røre har man så havnepladsen og Limfjorden med en ganske antagelig samling af fartøjer. Og dette præg af virksomhed, liv og røre er ikke alene begrænset til stationen. Struer er en rask fremskridende by, hvor den ene bygning hæver sig ved siden af den anden, hvor nye gadeanlæg føres ud fra den tidligere alfarvej. Byen trænger mere og mere ud langs den smalle fjordkant, og den kravler rask over bakkerne med; Struer er allerede en virkelig by. Dens beliggenhed giver mange betingelser for at blive til en rigtig betydelig centralby for en del af Vestjylland."
En virkelig by blev der sagt; men den var jo blot et lille hjørne af en større landkommune og regeret af et sogneråd, hvis udpræget agrariske flertal med en konservatisme indtil det rent ud forstokkede nægtede at tro på, at det kunne være udtryk for andet end utidige storagtighed, når beboerne deroppe ved havnen og banen forlangte gadebelysning og gadebelægning, egen kirke og kirkegård, egen skolebygning for almuens børn - og minsandten også en realskole for de bedrestillede.
Det blev gennemført alt sammen - under evindelige trakasserier og tovtrækninger. Og da sognerådsflertallet takket være byens stadige vækst - (den var henved århundredeskiftet med sine godt 3000 indbyggere allerede større end 26 af landets gamle købstæder, heriblandt også amtets hovedby Ringkøbing) - var vippet over til byerhvervenes repræsentanter, nåede man endelig frem til en løsning af dette ulykkelige ægteskab.
Fra nytår 1895 var Struer en selvstændig kommune, men alligevel kun en "landsby", som de drillesyge nabobyer yndede at kalde den, og altså også fremdeles under amtets noget nedladene formynderskab. Proprietærerne i amtsrådet var lige så utilbøjelige, som Gimsingbønderne havde været det, til at drage konsekvenserne af, at der vitterligt herskede købstadsforhold i handelspladsen deroppe ved Limfjorden. Nu måtte der møjsommeligt trækkes tov med dem om epidemihus, politistation og arresthus, samt tilstrækkelig politistyrke og selvstændig retskreds, kommunalt slagtehus, gasværk, vandværk og elektricitetsværk, nødvendige skoleudvidelser, kloakeringer, vejreguleringer og fortovsanlæg osv. osv., alt sammen gennemført i årene fra 1897 til 1912 med undtagelse af retskredsen og politistyrken.
I 1912 sejrede byen i en hård konkurrence med andre nordvestjyske byer om placeringen af en filial af Esbjerg Andelsslagteri. Virksomheden begyndte i 1913 og blev hurtigt en af landets største af sin art. Og i 1916 vandt byen atter en stor sejr, denne gang i hård kamp med så farlige konkurrenter som Viborg og Herning, idet den blev hovedsæde for statsbanernes ved jernbaneloven af 1915 oprettede 3. distrikt. En stor sejr, om end dyrekøbt! Herefter kunne regeringen og rigsdag simpelthen ikke længere komme uden om byens længe nærede ønske og med stigene styrke fremsatte krav: Købstadsrettighederne!
Den 15 februar 1917 underskrev Kong Christian den X loven, der gjorde Struer til købstad fra den 1. april samme år at regne. Meget forarbejde og en dygtig indsats fra lokal side gået forud for denne begivenhed. Struer er en af landets yngste købstæder, men har alligevel sin historie. Struer har andre fordele end netop at være ung! Byen er smukt beliggende ved Limfjorden og har en omegn, som mange byer vil misunde den. Et rigtig flot morænelandskab (istidslandskab) hede, skov, frodige arealer .... egnen har alt man kan ønske sig.